
Politik
Aarhus for mennesker og natur – ikke profit
Vi vil kæmpe for, at Aarhus skal være en by for dem, der bor og arbejder her – ikke for investorer og kortsigtede profitter. Private rigmænd skal ikke bestemme byens udvikling, og lokalplaner skal respekteres. Aarhus skal udvikles med fokus på mennesker, fællesskab, lighed og en bæredygtig og grøn fremtid.
Flere store byggerier i Aarhus er de seneste år blevet bygget af underbetalte,
udenlandske arbejdere, der har manglet helt grundlæggende rettigheder.
Samtidig er der skabt et gråzone-arbejdsmarked indenfor en lang række
brancher. Folk, der kører med gods, pakker, passagerer og mad eller vasker op i
restauranter.
Det skal der gøres op med. Kommunistisk Parti siger stop løndumping på
offentlige arbejdspladser og anlægsprojekter – fuld overenskomstdækning til alle.
Og vi kræver adgang for fagforeninger på alle arbejdspladser.
Mange år med stramme økonomiske rammer for kommunernes økonomi har
haft alvorlige konsekvenser for den kommunale velfærd, som på mange områder
er udsultet.
Samtidig betyder budgetloven, at kommuner og regioner er underlagt et
udgiftsloft, hvor selv en lille budgetoverskridelse udløser en stor straf.
Kommunistisk Parti vil arbejde for et kommunalt oprør mod budgetloven, som
skal afskaffes.
Vi kræver genopretning af den kommunale velfærd. Og vi siger nej til regeringens
vanvittige oprustningsplaner – brug våbenmilliarderne på velfærd.
Aarhus Kommune skal være en aktiv stemme for global retfærdighed. Derfor
siger vi nej til kommunale investeringer i virksomheder, der tjener på krig og
undertrykkelse. Vi vil støtte initiativer, der fremmer et frit Palæstina og bakke op
om den internationale boykot af Israel. Vi vil arbejde for, at Aarhus får en
venskabsby i Palæstina.
Vi siger nej til, at Aarhus skal være krigshavn for USA’s baser i Danmark. Aarhus
skal ikke være et bombemål.
Kommunistisk Parti vil en anden vej – fredens vej.
