– Private rigmænd skal ikke bestemme byens udvikling
– Lige adgang til for alle til den almene boligsektor – væk med diskriminerende udlejningsregler
– Bekæmp ghettoloven og dens konsekvenser
På papiret styres Aarhus Kommune af Byrådet, men i realiteten trumfer profitinteresser ofte borgernes ønsker om byens udvikling.
Profittens indflydelse kan ses direkte på byens profil med planløst anbragte højhuse, der forgrimmer og fremmedgør byen samt på underskuddet af grønne arealer.
Kommunistisk Parti siger stop for fortætningen af Aarhus centrum. Vi ønsker, at byudvikling sker på grundlag af en overordnet
plan, og på grundlag af lokalplaner, der respekterer den overordnede kommunale plan. Borgernes og de historiske, kulturelle og
miljømæssige interesser må veje tungere end hensynet til kapitalgruppers profitinteresser, når der skal bygges nyt og byudvikles.
Boligspekulation har medført, at det er blevet dyrere og dyrere at bo i Aarhus. Kommunistisk Parti vil arbejde for, at kommunen
aktivt modarbejder, at det skal være muligt for kapitalfonde, pensionskasser m.fl. at opkøbe boliger med spekulation for øje og
stigende huslejer som konsekvens.
Samtidig er andelen af almene boliger faldet i Aarhus og rigide såkaldte fleksible udlejningsregler har gjort det svært for
mindrebemidlede at få en almen bolig. Uligheden vokser i den almene boligsektor, hvor lejere med (høj) indtægt og
uddannelsessøgende til højere læreanstalter har fortrinsret, mens pensionister, syge, handicappede, arbejdsløse, lavtlønnede osv.
kommer bagest i køen. Kommunistisk Parti kræver lige adgang for alle til den almene boligsektor. Væk med diskriminerende
udlejningsregler.
Kommunistisk Parti vil kæmpe for, at Aarhus skal være en by for dem, der bor og arbejder her – ikke for investorer og kortsigtede
profitter. Aarhus skal udvikles med fokus på mennesker, fællesskab, lighed og en bæredygtig og grøn fremtid.

