• Så brug dog af kassebeholdningen

    Så brug dog af kassebeholdningen

    11. marts 2026.

    Af Birte Sørensen Ahrendt.

    Borgmesteren sover dårligt om natten, kan man læse i Stiften den 27. februar. Årsagen er ikke, kommunens gigantiske spareplan, som forringer levevilkårene dramatisk for nogle af byens mest sårbare borgere og smadrer samarbejdet med en række frivillige organisationer.

    Næh – Anders Winnerskjolds hovedpine skyldes, at Aarhus risikerer at ramme det såkaldte serviceloft – et tal for, hvor mange penge kommunen må bruge på lønninger og drift af plejehjem, folkeskoler, børnehaver og lignende.

    For at undgå, at kommunen rammer loftet, skal der nu spares yderligere 160 millioner kroner. Ikke fordi kommunen har en dårlig økonomi eller mangler penge i kassen, men kun fordi kommunen rammer “loftet”.

    Lad os lige slå fast, at serviceloftet er fastlagt af politikere og kan ændres af politikere. Det forhandles ved de årlige økonomiaftaler mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL). Her besluttes også, hvor meget anlægsudgifterne må stige det kommende år.

    Noget tyder på, at KL har accepteret en alt for stram ramme. Det kunne borgmesteren jo starte med at sige højt.

    Dernæst kunne han beslutte sig til at overskride loftet. Og i samme ombæring beslutte at dække de samlede besparelser af kommunens kassebeholdning, som er på omkring 4,5 milliarder kroner. Der er altså penge nok til at dække både de 184 millioner, som mangler på socialområdet, og de 155 millioner på beskæftigelsesområdet.

    Endelig kunne borgmesteren anbefale – med landets næststørste kommune i ryggen – at statens rigide økonomistyring, som er fastlagt i den såkaldte budgetlov, bliver udfaset, og det kommunale selvstyre bliver genindført. Så kunne vi måske få indført en budgetmodel, hvor der tages udgangspunkt i, hvad der rent faktisk er brug for?

    I dag kan vi konstatere, at det som borgmester Anders Winnerskjold kaldte et historisk stærkt velfærdsforlig er smuldret, og at der er brug for noget helt andet, hvis politikerne vil bevare respekten hos aarhusianerne.

    Kom i gang med at finde pengene i stedet for at sende regningen nedad. Er I måske ikke valgt til at varetage borgernes behov?

    Bragt i Aarhus Stiftstidende 8. marts 2026

  • Venskabsby med Palæstina

    Venskabsby med Palæstina

    – Boykot Israel – frit Palæstina.

    Tusindvis af aarhusianere har uge efter uge demonstreret for våbenhvile i Gaza og for et frit Palæstina. Disse spørgsmål vil
    Kommunistisk Parti tage med ind i valgkampen.

    Vi mener, at Aarhus skal være en by, der tør tage globalt ansvar og støtte fred, retfærdighed og international solidaritet.

    Aarhus bør bakke op om den internationale boykot af Israel – både politisk, økonomisk og kulturelt.

    Danmark skal efterkomme WHO’s opfordring om at tage imod patienter fra Gaza. Det gælder også for hospitalerne i Aarhus og
    Midtjylland.

    Kommunistisk Parti vil arbejde for, at kommunen støtter initiativer, der fremmer et frit Palæstina og for at Aarhus får en
    venskabsby i Palæstina.