• Ingen frivillig busser i regionen, tak!

    Ingen frivillig busser i regionen, tak!

    5. november 2025.

    Af Per B. Nielsen.

    Planlægning af kollektiv transport, der kæder lokalsamfund sammen, er ingen raketvidenskab. Det er simpel planlægning. Og så skal der selvfølgelig følge penge med, så bussen og toget kører, og overenskomsten bliver overholdt.

    Det store problem er, at den ene regering efter den anden har modarbejdet kollektiv transport. Det samme har politikerne i Region Midtjylland.

    Trods stærke borgergrupper og kampagner for at bevare vores kollektive transport i Region Midtjylland, går det stadig den forkerte vej. Jeg har selv flere gange som buschauffør og tillidsmand sammen med fagforeningen 3F lagt et pres på regionspolitikerne.

    Den 18.november er du med til at vælge politikere ind i regionsrådet. Vi skal have politikere, der støtter sammenhængskraften i regionen. Så tænk dig om to gange, før du sætter dit kryds.

    Transportminister Thomas Danielsen, står i spidsen for regeringens såkaldte ekspertudvalg om kollektiv mobilitet. Men ekspertudvalget og Thomas Danielsen og det nuværende regionsråd er farlige for sammenhængskraften i Danmark.

    Flere ideer er sat i værk i regionerne. Lovliggørelse af piratkørsel som bliver kaldt for samkørsel eller for privat betalt kørsel. Skal vi bruge en bus, skal vi ringe efter den. Der er ideer om dele-cykler og dele-løbehjul. Hvis ikke det var så grotesk, kunne man grine af det.

    Det, vi ser, er ikke udvikling, men en afvikling af et professionelt kollektivt transportsystem i regionerne. Det ses også på de såkaldte “frivillig busser”. Regionen nedlægger den lokale busforbindelse, men så kan præsten, købmanden og pensionisterne i forening stå for den lokale buskørsel.

    Odder Kommune har lige fået godkendt at kunne starte en frivillig bus op. Formålet er at binde oplandet sammen med byen. Det er klart en regional opgave. Men Region Midtjylland svigter sin opgave.

    Dansk Persontransport, Ældre Sagen, 3F Transport, DI Transport, Dansk Erhverv, Cyklistforbundet og Dansk Ungdoms Fællesråd har i et fælles opråb advaret imod, at sammenhængskraften i regioner og kommuner er truet.

    “Fælles for os er, at alle borgere i alle egne af landet har adgang til pålidelig, professionel og sikker kollektiv transport”, udtaler organisationerne.

    Min fagforening 3F har i flere måneder i 2024 arbejdet intensivt med de udfordringer, der kommer fra regeringens såkaldte ekspertudvalg. Over 100 tillidsrepræsentanter har deltaget på konferencer og kurser i diskussionerne om, hvordan vi sikrer et sammenhængende professionelt kollektivt transportsystem.

    Regionspolitikerne kan med fordel læse rapporten “Fire veje til en kollektiv transport gearet til fremtidens arbejdsmarked”, der er udarbejdet af 3F.

    Vi har brug for en helt anden sammensætning af regionsrådet.

    Bragt i Herning Folkeblad 5. november 2025

  • Vi er mennesker og ikke et nummer

    Vi er mennesker og ikke et nummer

    2. november 2025.

    Af Per B. Nielsen.

    Har du hørt om den nye beskæftigelsesreform? Måske tænker du: Det lyder besværligt, det har ikke noget med mig at gøre! Men du kan hurtigt blive “ramt” af reformen.

    Bliver du arbejdsløs, sygemeldt fra arbejdet, sygemeldt med stress. Er du ung uden uddannelse og hænger fast uden arbejde. Så er det vigtigt, hvor du sætter dit kryds den 18. november.

    Regeringen har besluttet at spare op mod 3 milliarder kroner på os, der kan bruge en hjælpende hånd tilbage til arbejdet eller anden hjælp. Beløbet svarer til en fjerdedel af alle de penge, der bliver brugt på beskæftigelsesindsatsen. Beslutningen bliver pakket ind i ord som afbureaukratisering og regelforenkling. Og hvem vil ikke gerne det?

    Vi kender alle til, hvordan vi bliver et nummer i systemet, når vi bliver syge eller arbejdsløse – og til at folk kan blive mere syge af systemet, end de er i forvejen. Holdningen til syge og arbejdsløse skal helt klart ændres. Vi er mennesker og ikke et nummer.

    I Aarhus vil det betyde besparelser på omkring 400 millioner kroner på syge og arbejdsløse. Med virkning fra den 1. februar 2026 nedlægges jobcentrene formelt. Kommunerne får øget frihed til at organisere indsatsen lokalt.

    Kommunen er fritstillet, som det så flot hedder. Så det er helt op til Aarhus kommune, hvordan vi skal behandles, når vi blive stressygemeldte eller arbejdsløse. Det betyder også, at du som stressygemeldt ikke længere vil have sikkerhed for at kunne få hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

    Det er nu den 18. november til kommunalvalget, at du kan være med til at bestemme, hvilken hjælp vi kan få, hvis vi bliver syge eller arbejdsløse. Byrådet skal helt klart afsætte de midler, der skal til for at hjælpe.

    Aarhus byråd skal sige fra over for regeringens kynisme. Vi skal holde fast i den menneskelige tilgang til borgere, der bor i kommunen. Hjælpen må ikke forsvinde fra de af os, der har brug for en hånd. Også selv om regeringen nedlægger puljer.

    Jeg kan frygte, at Aarhus Kommune vil sende indsatsen for syge og arbejdsløse over til private firmaer, der har som mål at høste profit af deres arbejde. Det må ikke ske. Indsatsen skal være offentlig og menneskelig. Aarhus kommune skal bevare og styrke samarbejdet med a-kasser og fagforeninger og indgå bindende samarbejdsaftaler med fagbevægelsen og a-kasser.

    De arbejdsløse og syge skal have reel indflydelse på deres forløb. Vi må holde fast i faglighed frem for kontrol og mistænkelighed. Mennesket kommer før systemet, og velfærd kommer før sparekniven.

    Bragt i Aarhus Stiftstidende den 1. november 2025